Brass Band Da Capo blev stiftet den 1. august 1966 hjemhørende i Hammel. Orkestrets grundstamme var dengang tre tidligere H.D.F.´ere (Hammel Drengeforbund).
I dag er kun én af disse stadig aktiv musiker i orkesteret. Mange er kommet til og gået siden da.
Orkestret har stor geografisk spredning blandt medlemmerne, som gerne kører mange kilometre for at udøve musik i et behageligt samvær. Der er musikere bl.a. fra Ikast, Silkeborg, Hadsten, Hinnerup, Århus og Skanderborg; men også mange fra Hammel og omegn.
Aldersmæssigt er der stor spredning, 20 - 79 år; dog ville det være fint, hvis orkesteret fik nogle flere unge musikere som medlemmer. Da Capo er tilsluttet DAO og har i dette regi deltaget og deltager stadig i konkurrencer. Ligeledes giver orkestret ofte koncerter, ikke mindst i sommerperioden og juletiden. Der er tradition for en stor julekoncert hvor flere korsangere fra hele omegnen medvirker.
Samtidig har vi også indspillet et par cd’er, hvor vi spiller sammen med Haurum-Sall Skoles kor.
I 1998 var orkestret på turné i Nordsverige, og sidenhen har det været England, der måtte holde for.
I foråret 2009 var orkestret på to ture, den ene gik til England, hvor vi deltog i noget, som hedder ”Whit Friday”. Det går i grove træk ud på, at en masse brass bands kører rundt i et bestemt område i hver deres bus og spiller i de forskellige byer og landsbyer. I hver by er der et dommerpanel, som bedømmer de enkelte bands.
I anledning af indførelsen af det udvidede selvstyre i Grønland var 8 orkestermedlemmer i Nuuk for at forstærke Nuuk byorkester, som samtidig kunne fejre sit 30 års jubilæum. I forbindelse med denne tur fik vi lidt indblik i Grønlands kultur og natur. Vi fik også lejlighed for at spille for de kongelige. Under jubilæuskoncerten, som blev afholdt i Nuuk centrum, fik vi besøg af vores statsminister, Lars Løkke Rasmussen, som gav et lille nummer på en af vores instrumenter. (Poul Erik har ikke vasket sin cornet siden)
Vi spillet koncert ved Sønderborgslot, på Låsby alderdomshjem, i “Den Gamle By” og i “Inside i Hammel” sammen med “Hadsten Sangforening”, “KreAKTIV kor” og “Hadsten blamdede kor”. Der blev blandt andet opført Gordon Langfords “Christmas Fantasy”.
Peter Deichgräber er født i Sønderborg og opvokset på øen Als. I en alder af 11 år startede han med at spille althorn hos Poul Jansen i Guderup, sidenhen blev det til flygelhorn, cornet og trompet.
Frem til sin studentereksamen fra det tyske gymnasium i Åbenrå spillede han i brass bandet ”Muta-in-Brass”, harmoniorkesteret ”Sønderjysk concertband” og i ”Sønderjyllands Amatør Symfoniorkester” samtidig med, at han modtog undervisning hos trompetist John Frederiksen (tidligere Sønderjyllands Symfoniorkester).
I 2003 aftjente han sin værnepligt som cornetist i ”Søværnets Tamburkorps” hvorefter han samme år optog sit studie som klassisk trompetist på det ”Jyske Musikkonservatorium” i Århus med Kristian Steenstrup og Martin Schuster som lærere. Dette studie afsluttede han 2008.
Sit virke som dirigent og instruktør startede han med jagthornsorkesteret AROS og Århus Sporvejes Orkester. Han har siden 2008 været fast dirigent for Da Capo Brass Band. Udover det arbejder han som ”freelance” musiker og musikskolelærer.
-
Dirigentens hjemmeside.